Mathilde pedersen

Kilde: Ulla Landav, 2023.

Skrevet af Gudrun Mathiasen, 1998.

Jeg vil her prøve at berette noget om min fars søster Mathilde. På den tid, da hun levede, var hendes skæbne nærmest en tragedie. I dag (1986) er der vist ingen, som ville være særlig forbavsede over noget lignende.

Faster Mathilde, som var den yngste, var den kønneste og muntreste af alle Beltofts døtre. Hun var lille og spinkel af bygning. Jeg husker, at hun havde sådan et pudsigt smut i øjnene.

En aften, min mor og jeg sad alene hjemme, fortalte mor mig alt om faster Mathildes tilværelse. Jeg var så glad for at mor betragtede mig som voksen. Jeg var nok 15-16 år, og det var første gang, mor talte med mig om den slags.

I Lundby er der en anden stor gård, Dybvadgård. Gården var det man kaldte en proprietærgård. Det var Beltoftgård også. Jeg husker, at i offentlige breve til far var han tituleret proprietær Jens Beltoft, men far skrev altid gårdejer, når han skulle udfylde noget, der krævede titel. Derimod holdt familien Bohl strengt på proprietærtitlen. De talte også rigsdansk, og de spiste eller opholdt sig aldrig sammen med deres karle og piger. Dem fra Beltoftgård talte jysk og spiste sammen med folkene. De var bønder, hvilket dem fra Dybvadgård absolut nødig ville kaldes.

På Dybvadgård havde de kun en søn, som hed Hans. Jeg husker ham som en lille og ikke særlig køn mand. Men hans forældre var velhavende, og da de var det man kaldte finere end andre i Lundby, havde Hans jo store chancer for at få fat på pigerne. Ellers ville jeg ikke tro, det havde været let.

Han blev senere gift med en meget smuk pige, men hun blev jo også frue på Dybvadgård. Mine forældre kom en del sammen med dem senere, men det er en helt anden historie. Fru Boel holdt store selskaber - mest med folk fra Løgstør. Hans Boel var blevet meget glad for spiritus, og var ingen dygtig landmand.

Tilbage til faster Mathilde. Faster Mathildes bedste veninde var Frederikke, hendes fulde navn (Frederikke Mathilde Kirstine Frederiksen f.1877- d.1956). Hendes far var søn fra en stor gård - Poulholm - i Blære, og hed Søren Frederiksen. Frederikke, blev gift med Jens Christian Frederiksen f.1867-d.1947, som var min svoger, Kristian Frederiksens, forældre.

Faster Mathilde kom meget i det hjem, Hans Boel kom der også. Jeg vil tro, at de gamle Boel havde kendt Søren Sørensen fra Poulholm, siden han måtte komme der, og desuden var de naboer. Min farbror, Christian Pedersen Beltoft fra Lundby Mølle, var ungdomsven med Hans Boel, og jeg ved, at Hans Boel kom til Beltoftgård, når der var høstbal og julebal. Der var ingen forsamlingshus i Lundby på den tid. På Beltoftgård havde de en meget stor stue, som blev kaldt storstuen. Jeg kan svagt mindes den, men hele stuehuset blev moderniseret til mine forældres sølvbryllup.

Altså mødtes Mathilde og Hans Boel i dette hjem, og de blev meget gode venner - ja, mere end det. Det endte nemlig med, at faster Mathilde blev lokket og blev frugtsommelig, som mor sagde, (på den tid kendte man ikke ordet gravid på landet).

For Hans Boel var det en katastrofe. Han var meget forelsket i faster Mathilde, sagde farbror Christian, som sagt var Hans ́ fortrolige ven. Men Mathilde var bondedatter, og hendes far var kommet til Beltoft ubemidlet, og på den tid trivedes snobberiet fortræffeligt. Om de gamle Boel havde kendskab til, hvad der senere skete, er der ingen, der ved. Men Hans Boel var en veg fyr, og var klar over, at ægteskab kunne der ikke blive tale om. Så var der dyrskue i Aalborg, og der kørte Hans Boel - det var i hvert fald Boels køretøj - til dyrskue og med var faster Mathilde og farbror Christian Beltoft og farbror Frederik Beltoft.

Min mor sagde, at der var ingen tvivl om, at faster Mathilde var med barn. Mine forældre fik senere at vide, at faster Mathilde kom af ved Jens Frederiksens, da hun var meget syg. De mente da, at Hans Boel havde fået hende med til en kvaksalver. En ting var sikkert. Hun ville aldrig se Hans Boel mere. Hvis hun f.eks. kom i kirke og så Hans Boel, gik hun hjem med det samme.

Om natten, som de var kommet hjem fra Aalborg, blev faster Mathilde meget syg, og mor mente helt bestemt, at hun havde fået en abort, men ellers blev der ikke talt mere om det. Mine forældre havde sikkert lovet ikke at røbe det. At det var helt rigtigt, det min mor troede, fik jeg bekræftet da vi var hjemme til min fars begravelse. Vi, min mand og jeg var flyttet til Århus dengang.

Dagen efter fars begravelse, ville jeg gå op og hilse på Frederikke Frederiksen. Jens Frederiksen og Frederikke havde købt et hus i Lundby “Skyttehuset”, som min søster Mette og Christian senere købte. Frederikke var senere blevet enke, og da hun også var syg, var hun ikke med til fars begravelse, så jeg ville besøge hende. Hun var en meget sød og rar kone. På vejen derop ville jeg gå ind på kirkegården og se fars grav og blomsterne.

Der var kommet en ny graver. Det var en ung mand, som hed Marinus. Han havde tjent hjemme på Beltoft i mange år. Han fortalte bl.a. at det var den første grav, han havde gravet, men da han skulle til at kaste graven til og havde kastet den første skovlfuld jord, blev han så dårlig, at han måtte gå hjem og få sin kone til at kaste så meget jord på, at kisten var dækket. Det fortælles, at Beltoftgård var en god arbejdsplads. Jeg tror nok, at far var respekteret og meget afholdt.

Tilbage til kirkegården og samtalen med Marinus. Han fortalte, at det var så mærkeligt, for da han havde gravet ca. en trediedel af graven, kom han til en lille bitte grav. Han spurgte, om jeg vidste, om der var nogen der havde mistet et lille barn. Det anede jeg ikke spor om. Jeg vidste godt at mine bedsteforældre havde mistet et lille barn, der var blevet begravet, men det var i den modsatte ende af gravstedet, der hvor min farfar var begravet - ellers vidste jeg intet. Min mor og far blev begravet i de gamle Beltofts grave. På disse grave, var der to store flade sten, så far fik det lavet sådan, at den ene kom i bunden af mors grav og den anden skulle så i fars grav. Den gang blev de gamle sten sat hen i et hjørne på kirkegården, og dette kunne far ikke lide at se, navnene på stenene var der jo stadig, derfor fik han ideen med at lægge stenene ned i gravene. Disse sten var fra ejerne af Beltoft - altså Bedstefars første kones forældre.

Fra kirkegården gik jeg hen for at besøge Frederikke. Jeg spurgte hende, om hun kendte noget til en lille grav. “Åh, Herregud”, sagde hun så. “Jamen, det er jo Mathildes lille dødfødte barn, som blev lagt i mit egetræs syskrin.”

Videre fortalte hun. Da Mathilde var kommet hjem fra Aalborg blev hun meget syg. Om natten fødte hun et lille dødfødt barn. Hun og Jens fik ordnet det hele. Det gik så hurtigt, og der var ingen tid til hverken jordemoder eller læge, hvilket Mathilde også helst var fri for af hensyn til sladderen.

Da det hele var overstået, gik Jens Frederiksen hen og fik fat på min farbror Christian fra Lundby Mølle (Mathildes bror, som havde været med i Aalborg), og sagde til ham. “Nu går du hen til Dybvadgård og kalder Hans Boel op. Når I kommer tilbage, har jeg kiste og spade klar, så går I op og begraver barnet på de gamle Beltofts gravsted. Men Hans Boel skal ikke komme med tilbage”. Mathilde vil aldrig se ham mere. Hun hader ham, siger hun. Det var jo nok fordi, det var et egetræsskrin, at der var noget tilbage efter så lang tid.

Frederikke havde så forfærdelig ondt at Mathilde. Hun var jo så ung, og det var hendes bedste veninde helt fra skoletiden.

Efter nogen tid - jeg ved ikke hvor længe - blev faster Mathilde forelsket i en ung charmerende karl fra Kølby, hvor hans far havde en gård. De blev trolovet, og hurtigt derefter blev de gift. De købte Mølgård i Lundby. På den tid var det en ret stor gård, som også mine oldeforældre havde haft. Familien var så glade for at Mathilde var blomstret op. Man må huske på, at hun var meget ung, da ulykken ramte hende. Men i den alder glemmer man heldigvis let.

Det blev fortalt, at det var et stort samlingssted for de unge mennesker i Lundby. De havde et stort køkken, og der sad hendes mand, som blev kaldt Kræn Vanne, (hans rigtige navn var Kristen Vandet Pedersen) midt på køkkenbordet og spillede, og der blev danset. Mathilde selv var glad for at danse og hun var en dygtig og ferm lille kone. Der var altid mad nok at tage af. De havde kun en sorg. De fik ingen børn. Faster Mathilde havde sandsynligvis fået sit underliv ødelagt hos den kvaksalver. Det var helt almindeligt dengang. Enten døde de, eller de fik underlivet ødelagt. Men ellers så det hele lyst og lykkeligt ud for hende.

Så skete det, at min farbror Morten og hans kone fik to døtre hjem, som var gravide. Men ingen af dem havde en mand med. Det fortælles, at farbror Morten var vred og selvfølgelig ked af det. Det var to meget kønne piger. Faster Mathilde og Kræn Vanne tilbød så den ene af pigerne, Sørine, at hun måtte komme og bo hos dem. Når så barnet var født, ville de gerne overtage det som deres plejebarn, hvis hun til den tid ville have det sådant. Hun var jo så ung. Sørine var Mathildes niece. Det ville Sørine selvfølgelig gerne, og farbror Morten Pedersen og tante Sine (Jensine) var meget lettede og glade for den afgørelse.

Men som sagt, Sørine var en flot, velskabt, men også letsindig pige. En dag blev hun syg og aborterede. Faster Mathilde havde så ondt af hende, og måske også fordi hun så mistede et ønskebarn. Sørine rejste ikke fra Mølgård. Tværtimod opførte hun sig så forførende overfor Kræn Vanne, at han blev fuldstændig besat af den pige. Han ikke alene bedrog faster Mathilde, men han klædte også gården fuldstændig af, som det kaldtes dengang. Det vil sige, at han solgte næsten hele den store besætning og noget af jorden for at skrabe så meget kapital sammen som muligt, for derefter at stikke af til Amerika sammen med Sørine.

Så en dag kom faster Mathilde grædende til Beltoft og fortalte, hvor galt det stod til. Far og mor fik staldkarlen til at køre dem til Sebbersund Station, hvorfra de kom med toget til Aalborg. Mor kom ombord på skibet og fandt Sørine i en kahyt, hvor hun lå på køjen i en forførende påklædning med et ugeblad i hånden. Mor bebrejdede Sørine meget, og spurgte hende, om hun var klar over, hvor ondt hun havde behandlet sin faster efter alt det gode, Mathilde havde gjort hende, da hun var i nød. Men mor sagde, at det var som at slå vand på en gås. Hun vendte sig om på siden og svarede ikke mor.

Jeg har aldrig hørt, om far fandt Kræn Vanne. Han har sikkert skjult sig, hvis han havde set far.

Faster Mathilde sad nu alene tilbage med gården og én ting var sikker; hun ville bort fra Lundby, hvor hun havde lidt så mange nederlag. Hun følte sig så forrådt og nedværdiget, skønt hun absolut var uden skyld. Jeg ved ikke hvor gammel faster på det tidspunkt må have været, men hun skrev et brev

til min søster Ida i anledning af hendes bryllup, det var i 1918 og da var faster Mathilde 43 år, så det var omkring hendes 40 års alder, at han forlod hende. Min far og hendes bror Christian i Lundby Mølle hjalp hende med at få afhændet gården. Selv om Kræn Vanne havde solgt meget jord og det meste af besætningen, var der alligevel en god kapital tilbage. De havde jo været gift i flere år, og havde begge været meget dygtige. Bygningerne – både stuehuset og alle udhusene var meget velholdte.

Derefter tog faster Mathilde plads som husbestyrerinde på forskellige gårde. Men de fleste steder regnede husbonden også med, at de skulle dele seng, så det var ikke længe, hun blev de steder. Et par steder friede manden til hende, men var der noget faster ikke var interesseret i, var det ægteskab. Til sidst fik hun en plads hos en gammel enkemand, hans eneste datter var død fra en lille dreng. Hun havde ingen kæreste, så den gamle mand stod der alene med den lille dreng, og søgte i avisen efter en solid pige som ville tage sig af den lille dreng og være husbestyrerinde. Det var lige noget for Mathilde. Der var meget at bestille, hun både malkede og gjorde malkespande rene. Det var kun en lille gård. Hun fik hans soveværelse lavet om til en stue til sig selv, så manden sov i pigeværelset. Det var han ligeglad med, bare hun ville passe den lille dreng, så drengen fik sin lille seng sat ind i hendes stue og sov hos hende. Det var faster Mathilde glad for. Hun fik vist aldrig nogen løn, men til gengæld styrede hun huset som sit eget. Hun sørgede for at de kom sammen med de venner og naboer, som han var kommet sammen med, medens hans kone levede. Faster ville jo også kede sig ihjel, hvis hun kun skulle omgås den gamle mand.

Inden faster havde fået den plads havde hun fået brev fra Kræn Vanne. Han skrev at Sørine for længst havde forladt ham og han havde inderlig fortrudt, at han havde behandlet hende så dårligt, og at han havde forladt hende. Han længtes så forfærdeligt meget efter hende – om hun ikke kunne tilgive ham og rejse over til ham, så ville han gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at gøre hende lykkelig og glad igen. Faster Mathilde blev selvfølgelig meget oprevet. Hun kom til Beltoft og Lundby Mølle og spurgte far og farbror Christian, om hvad de syntes. Men både far og farbror Christian rådede hende fra det. De var bange for, at hun ikke kunne stole på ham. De mente, hvis han virkelig holdt af hende, burde han komme hjem til Danmark og råde bod på sine fejl. Men fætter Valdemar fra Lundby var den af de unge, som faster mest betroede sig til, sagde at hun havde fortrudt mange, mange gange at hun ikke rejste derover. Kræn Vanne blev da aldrig gift derovre, for de blev aldrig skilt. Men faster Mathilde tog sit pige efternavn tilbage og kaldte sig Pedersen.

Tilbage til pladsen. Landsbyen som gården lå i hed Bælum. Som sagt var hun glad for at være der, og især for den lille dreng, som hun jo forgudede og forkælede og bedstefaderen ligeså, og det resulterede i, at han fik alt, hvad han ønskede sig. Drengen må jo have haft en dårlig karakter, for desdo ældre han blev, blev han også meget fordringsfuld. Fætter Valdemar var henne og besøge faster Mathilde – det år var sønnen sendt på en efterskole – så Valdemar var der nogle dage. En dag han gik en tur i byen mødte han en soldater kammerat, og han skulle da med hjem og hilse på hans forældre. De mennesker sagde så, at det var sørgeligt, som den knægt behandlede Mathilde på. Hun som havde behandlet ham, som en mor og passet ham op i alle ender og kanter, var blevet en rigtig fræk skiderik. De havde selv hørt, at han svarede næsvist igen, når faster ville have ham til at gøre ét og andet. De Syntes at Mathilde var så sød og rar, hun havde gjort det hyggeligt på den gård. Det var meget rarere at komme der nu, end det nogensinde havde været, og så havde hun jo været så ualmindelig god ved den dreng. Men hun må have været der i mange år, for i 1936 købte hun et hus i Lundby. Men de, der ejede det skulle have bygget noget til deres søns stuehus, før de kunne flytte derfra. Men hendes søster Hanne, som var gift med smeden der i byen, var syg og sengeliggende (det var jo også min faster og onkel) ville gerne have at hun skulle være hos dem, og passe huset og hende, og der flyttede hun så ind. Hun må have brudt med drengen, hun ville ikke tale om ham mere. Men han havde også narret mere end halvdelen af hendes formue fra hende.

Men faster Mathilde kom aldrig ind i det hus, som hun sådan havde glædet sig til. Det var ikke så sært, hun syntes, at hun var træt, for en dag skar hun sin tommelfinger og måtte have læge. Hun blev indlagt, og det viste sig, at hun havde sukkersyge i meget høj grad. Der gik blodforgiftning i den sølle finger.

Jeg tror, faster led meget. Jeg var jo begyndt med damefrisørforretning i Løgstør dengang, så min kusine Mathilde fra Lundby Vestergård, som også boede i Løgstør, og jeg sad ved hende på sygelejet, mens hun døde. Det var første gang, jeg så en død. Jeg kan huske tårerne randt ned ad hendes kinder lige til det sidste.

Alt det jeg har skrevet om faster Mathilde, er hvad jeg har fået fortalt, og hvad jeg kan huske.

Jeg tror, at det var i 1933 eller 34, at far kom hjem til Beltoft og sagde til min søster Stinna at Sørine var kommet hjem til Lundby, hun boede hos sin søster Helga, og hun havde mødt far og spurgt om hun måtte komme op og besøge os i Beltoft. Så far sagde til Stinna, at Mathilde hun kommer søndag eftermiddag. Stinna blev vred og sagde: ”Jeg skal nok lave kaffe og servere den, men du må ikke forlange, at jeg skal sidde ved samme bord som hende”. Jeg synes, det er så frækt af hende at dukke op i Lundby. Hvad vil faster Mathilde ikke tro om os, hvis hun får det at vide. Jeg ved at mor aldrig havde tilladt, at hun satte sine ben i Beltoft.

Mathildes brev til Ida

Kære Allesammen!

Kun lige en lille Hilsen og Lykønskning i Anledning af Brylluppet, som jo ellers er overstaaet naar I faar Brevet. Ja, det er en alvorlig vej lille Ida, meget mere en Folk selv tænker over, vi haaber vel alle, at faa lyse og lykkelige Dage; men bliver undertiden bitterlig skuffet – dog vil jeg ønske og haabe for Jer, alle I kære unge deroppe, at I maa blive skaanet, for at møde noget eller lignende af det som blev min Lod her i Livet; thi saa er et Liv ellers ikke noget værd.- Brudegaven faar du ikke før jeg selv kommer, jeg kunde jo ikke være tilstede i Dag. Jeg vil vist altid mangle ved disse og lignende Fester, jeg tror aldrig jeg naar saa vidt, at jeg kan tage Del deri. Det skulde vel aldrig værre din Fødselsdag i Dag kære Broder Jens, men ellers har den været nylig, hvorfor du ogsaa ønskes, Til Lykke baade med den og Jeres Datters Bryllup. Kære Ida dersom du ikke bor alt for langt fra .. saa skal du ikke være helt sikker paa at I undgaar mit Besøg naar jeg næste Gang kommer til Lundby, saa kan jeg jo rejse til dig først og saa kan din Far og Mor hente mig der, saa kunde jeg jo faa Dit Hjem at se og samtidig din Mand.

Modtag saa alle de kærligste Hilsner samt Ønsket om alt godt for I to Unge i Eders Fremtid.
Eders Faster og ..... Mathilde Pedersen

Jeg har en Lysedug under Arbejde, men jeg troede ikke at ..... faaet ........