Kulturweekend blev igen en succes i Lundby

Tekst og billeder er fra Nordjyske Stiftstidende.

Journalist, ikke angivet. Fotograf, Heine Pedersen.

Kultur- og Forsamlingshuset i Lundby viste i weekenden, at det er stedet der kan samle folk fra hele Nord- og Midtjylland til kulturelle tilbud. I alt 1.650 gæster mødte op for at se de i alt 16 udvalgte kunstneres brede repertoire af kunst og arbejdende værksteder. Kulturweekenden holdtes for 34. gang og blev åbnet af borgmester Knud Kristensen, Vesthimmerlands Kommune. Han udtrykte i sin åbningstale stor beundring for den kreativitet og vilje til at gøre en forskel, som Lundby Kultur- & Forsamlingshus udviser.

- I kan noget, som mange andre små landsbysamfund ikke kan. I har fået en perle i kultur- og forsamlingshuset. Her mødes lokalsamfundet til flere årlige arrangementer. Det samtidig med at folk strømmer til fra Nord- og Midtjylland, når I holder andre arrangementer. Det er fantastisk og dejligt, at I kan holde gang i Kulturweekender igennem 34 år. Et tiltag I kan være stolte af. En stor opbakning fra kunstnere med mange faglige forskelligheder og et stort publikum fra hele landet. Et arrangement som I står sammen om og arbejder for at gøre til en indtægtskilde, som bruges til driften af kultur- og forsamlingshuset. Her er trivsel, samvær, aktivitet og et socialt samvær, som I også kan være stolte af at præsentere omegnen for. Det viser fremdrift og ikke stilstand og giver folk lyst til at flytte til byen, sagde borgmester Knud Kristensen, Vesthimmerlands Kommune, i åbningstalen.

Et kig ud over Kultur- & Forsamlingshusets to sale var en bekræftelse på, at der var kunst i alle genrer og ikke mindst rigtig mange gæster. Efter borgmester Knud Kristensens åbningstale blev kunstværkerne beundret, julegaver købt ind, mange fik sig en snak med hinanden og kunstnerne. Var ønsket varm kaffe/te/gløgg og æbleskiver, så var der mulighed for det, for kultur- og forsamlingshusets bestyrer med hjælp fra lokale borgere var klar til at servere for folk. Herligt, siger formand for Lundby Kultur- & Forsamlingshus Kirsten Lomborg. Sammenholdet i Lundby og opland er stort. Vi tager alle hver vores tørn med at få de praktiske ting til at fungere. Når folk har fundet vej til Kulturweekenden, skal de ikke skynde sig hjem igen. De skal slappe af og give sig tid til at nyde de mange aktiviteter, der er i forsamlingshuset.

Mens duften fra julegløggen sneg sig ud i salene og snakken gik livligt, begyndte musikerne Malte Nielsen og Preben Klitgaard at spille og synge julesange. Tombolaen var i fuld gang med Poul Krogsgaard som salgskoordinator og flotte gevinster til de heldige. Kunstnerne viste med arbejdende værksteder, hvordan de når til deres resultater. Forløb som mange af gæsterne fulgte med stor interesse og som var med til at øge interessen for at erhverve sig nogle af de mange kunstværker, der var til salg. Tilfredsheden hos kunstnerne var stor, for salget gik godt. Det samme var der fra kultur- og forsamlingshusets bestyrelse, da interessen ligeledes var stor fra folk, som ville købe mad og drikkevarer.

Dagen bød på en stor overraskelse, da tre nissebørn mødte op til Kulturweekenden. Deres mål var at præsentere kultur på en anden måde end de mange udstillere. De tre børn er elever fra Musikskolen i Aalborg og viste med stor succes og mange klapsalver fra deltagerne deres måde at håndtere instrumenterne på. Heriblandt var harpen, som var højere end pigen, der spillede på den.

Forrige
Forrige

Lundby fik kunst til nyt torv ved kultur- og forsamlingshus

Næste
Næste

Lundby Kultur- og Forsamlingshus hædret med pris